Ordblindhed (dysleksi)
På Johannesskolen har vi et vedvarende og systematisk fokus på at støtte elever med læse-, stave- og skrivevanskeligheder. Vores mål er at skabe de bedst mulige rammer for, at ordblinde elever kan trives fagligt og personligt gennem hele deres skolegang.
Tidligt fokus fra 0. klasse
Allerede fra 0. klasse har vi fokus på elevernes sproglige udvikling og begyndende læse- og skrivefærdigheder. Gennem daglig undervisning og observationer følger vi elevernes udvikling tæt, så vi tidligt kan reagere, hvis et barn viser tegn på vanskeligheder.
Screening og ordblindetest
I slutningen af 3. klasse screener vi eleverne for tegn på ordblindhed. Screeningen suppleres af dansklærerens samlede faglige vurdering af elevens læse- og skriveudvikling. På baggrund af dette beslutter vi, i samarbejde med forældrene, om eleven skal testes med den nationale ordblindetest.
Ved begrundet mistanke om ordblindhed er det også muligt at teste elever på andre klassetrin (4. – 9. årgang).
Den nationale ordblindetest gennemføres i perioden marts til juni.
Støtte og LST – læse- og skriveteknologi
Hvis en elev testes ordblind, tilbydes der støtte i form af læse- og skriveteknologiske hjælpemidler (LST). På Johannesskolen anvender vi AppWriter, som hjælper eleven med oplæsning, stavestøtte og ordforslag i det daglige skolearbejde.
Eleven modtager undervisning i brugen af LST – enten individuelt, sammen med andre ordblinde elever eller i klasseundervisningen – og støtten fortsætter resten af elevens tid på skolen, så teknologien bliver et naturligt og trygt redskab i undervisningen.
Derudover bliver eleven meldt ind i Nota, som er Danmarks nationale bibliotek for mennesker med læsevanskeligheder. Her kan eleven downloade sine skolebøger og benytte sig af lydbøger, som understøtter både faglighed og læselyst.
Samarbejde med hjemmet
For at et barn med dysleksi kan lykkes og udvikle sig, er et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem afgørende. Når et barn testes ordblind, inviteres forældrene derfor til et møde på skolen, hvor vi gennemgår testresultater, støttemuligheder og brugen af LST.
Derudover afholder vi hvert år et forældrenetværksmøde for forældre til ordblinde elever. Her er der mulighed for at dele erfaringer med andre forældre, og mødet indeholder også et
undervisende element, hvor forældrene får viden og redskaber til bedst muligt at støtte deres barn hjemme.